Så blev der lavet adventskranse!

27 nov

 

Jeg håber du har haft en god weekend. Min gik med nogle timer på landevejen hjem fra Glücksburg i lørdags, og nu vil meget af tiden gå med noget, der har at gøre med jul. I går søndag startede jeg med at bage boller og rugbrød, og da jeg prøver at spise glutenfri, må jeg selv bage. Søndagens hovedbeskæftigelse var den årlige hyggedag, hvor tre generationer laver adventskranse, spiser æbleskiver og drikker gløgg. Børnebørnene er efterhånden blevet rigtig gode til at lave kranse, så jeg synes, at der kom nogle pæne kranse ud af det.

Jeg havde ikke fået planlagt min krans, og var totalt uinspireret. Så jeg tog min store kasse, med ting der er købt til adventskranse i årenes løb, med. Så da jeg endelig fik mig bestemt til pynten, måtte jeg erkende, at lysene ikke duede, så i dag må jeg ud og købe nye lys. Som du kan se, er der sølv på lysene. Det fik jeg også øjeblikkeligt at vide af mit ene barnebarn: “mormor, de lys dur ikke”. Hun har et falkeblik.

Hvert år har vi også den samme sludder om at tænde lysene, fordi jeg synes, at det nærmest er en “forbrydelse” at tænde dem alle hver søndag, fordi adventskransens fire lys symboliserer de fire adventssøndage. Den sludder hører også til traditionerne.

Juletraditionen med adventskransen kom til Danmark fra Tyskland omkring 1. verdenskrig, og i starten brugte man lilla bånd. Nu er der ingen grænser for former, lys og pynt. Et af mine bonus børnebørn lavede denne fantasifulde krans sammen med sin kæreste, og det er noget af det skønneste at opleve de to sidde i deres egen verden og kombinerer hvert lille afsnit af kransen, som emmer så meget af inderlig kærlighed alt sammen.

Hvis du ikke har lavet din krans, så er der måske nogle ideer du kan bruge. Her er de i hvert fald fotograferet alle sammen.

Hav en god mandag.

Mona

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fuldend regnestykke (for at modvirke spam) * Tiden udløb. Prøv en ny CAPTCHA.