Giv mig en blomst mens jeg lever!

Mens jeg gik og hørte radio i går efter Prins Henriks død, kom jeg til at tænke på sangen “giv mig en blomst mens jeg lever”  skrevet af Ingeborg Næstved (jeg elsker den sang). For alle de mange rosende ord om ham der nu vælter ud af radioen, om hvor dejligt et menneske han var. Man føler, at alle står i kø for at rose ham til skyerne på alle områder. Jeg mindes ellers alle de mange gange, hvor jeg i selskabelig sammenhæng har forsvaret ham og prøvet at fremhæve alle hans positive sider, og om hvilket dejligt menneske han var. jeg vil give vores kulturminister ret i hendes ord, at han blev udsat for kraftig mobning. Særligt nogle af vores aviser har været slemme.

Lige som alle vi andre mennesker ville han sikkert gerne selv have hørt al den ros. Det er ligesom når man kommer til en begravelse, hvor folk myldrer til for at sige den sidste farvel, men ellers aldrig har haft tid. Måske skulle man mere have sagt goddag på plejehjemmet til glæde for den gamle i stedet for. Da der ikke er kighuller i kisten, kan man jo alligevel ikke se, hvem der kommer eller nyde blomsterne. Det får en til at tænke på de mange små ting, man burde huske, et smil i køen i supermarkedet, lidt venlighed i trafikken, en kærlig sms, en buket anemoner eller en lille gave i utide. Når solen skinner og man selv er smilende, så er det utroligt hvor søde og smilende, alle de andre også er. Ja smil og venlighed smitter lige så meget som vrede og surhed.

Så vi skal nok hellere give et smil eller et kærligt ord til hinanden, mens vi lever.

Mona